• Skip til indhold
  • Skip to secondary navigation

Line Leonhardt

Forfatter Line Leonhardt

  • Om mig
  • CV
  • Workshops
  • LØVEHJERTE
  • Anmeldelser
  • Anbefalinger
  • Presse
  • Downloads
  • Linkedin
  • Facebook

Nelson i Rom

By Line Leonhardt & Palle Schmidt

Nelson i Rom
  • Publisher: Forlaget Avanti
  • ISBN: 9788793737495
Bestil bogen her Køb e-bogen herKøb lydbogen her

Nelson er taget på ferie til Rom og mor og far, mormor og morfar vil helst kigge på ruiner, men Nelson vil helst bare fange æg med sin nye app. Måske kan han endda finde guldægget! Han tager sagen i egen hånd og det bliver en ferie, de aldrig vil glemme i Nelsons familie.

Nelson kiggede ud af vinduet, men syntes ikke Italien lignede det, de havde set inde på nettet. Der var ikke særlig mange huse og slet ingen søjler. Der var marker og elmaster og nogle høje, spidse grantræer, men ellers var det mest motorvej og lastbiler og vejskilte. Nelson er på vej til Rom sammen med sin mor, far, lillebror Malthe og morforældre. De har alle vidt forskellige ønsker om, hvad de skal se. Malthe vil helst have is, mor vil gense det Rom, hun besøgte med sine forældre, da hun var barn, far vil helst gå i skyggen og se på ruiner, morforældrene vil helst se alt uden for meget bøvl. Og Nelson? Han vil gerne finde æg til det spil på telefonen, som han er optaget af for tiden. Sådan bevæger de sig ud i Roms ruiner med hver deres dagsorden, og det bliver lige så kaotisk, som ventet: Colosseum er så overfyldt af turister, at det er svært at se noget, der er ingen cirkuselefanter i det romerske Circus, og der er kø til alt. Samtidig er det varmt. Alle oplevelser er set fra den otteårige Nelsons synspunkt, så man oplever Rom i børnehøjde. Her bliver Nelson væk fra sine forældre, men det tynger ham ikke. Han møder andre børn med den samme interesse for at fange æg, som han selv har, og så hjælper en sød pige på en Vespa-scooter ham hjem til hotellet. Malthe græder sig igennem mange ruiner, mens Nelson forsøger at finde ud af, hvad meningen med turistlivet egentlig er. Og endelig får alle tre generationer en god samtale om børn og ferie, da aftensmaden står på bordet. Nelson kommer selv med konklusionen på en god familieferie: ”Jeg ved godt, at jeg har jagtet æg på hele turen. Og det er også sjovt. Men det er ikke det vigtigste i verden. Jeg synes, vi skal finde på noget, vi alle sammen godt gider. Så vil jeg også godt med ind i en kirke eller se på nogen sten, hvis de voksne gerne vil det.” Så bliver det nok alligevel en god ferie. Line Leonhardt skriver i børnehøjde uden moraliseren. Nelson og Malthe er helt almindelige børn med ringe tålmodighed og med helt almindelige forældre, der også keder sig over turistkøer og al for megen ventetid. “Nelson i Rom” er tredje bog i serien om Nelson. De to første (og alle bøger kan læses uafhængigt af de øvrige) er ”Nelsons jul” og ”Nelson og zombiefødselsdagen”. Jeg tænker, at Nelson bøgerne kan gøre sig som oplæsningsbog, når man er færdig med Villadsbøgerne og mangler samme type bog til de lidt større børn. De fungerer også som selvstændig læsning. Ethvert barn bør kende Nelson på samme måde, som de kender Villads, Vitello og Emil.

Bogbotten anmeldt af Bodil Christensen

Line Leonhardt og Palle Schmidts Nelson er en herlig fyr med en fantastisk familie.  Nelson er i Rom med sin familie. Det er jævnt kedeligt, for de voksne vil kun kigge på kedelige ruiner. Nelson derimod vil gerne bruge sin mobil til at fange æg – og hvis han er rigtig heldig, så kan han finde guldægget. Denne form for pokémonjagt fører ham på afveje, og pludselig er han forsvundet fra sin familie og jagter det eftertragtede guldæg på Vatikanets tag. Det går ikke stille for sig i Rom, og de mange forskellige behov gør, at det er er på grænsen til at blive en skrækkelig ferie.“”Ferie med børn…”  sagde mormor og virrede med hovedet. “… er nemmere, hvis børnene ikke er med,” afsluttede mor sætningen.” Men sådan en familie er meget overbærende, og når alt kommer til alt, så er det vigtigste jo at være sammen. Det er en sjov bog, der med glimt i øjet sætter familieferier på spidsen. Den telefonafhængige tween, den irriterende og barnlige lillebror, den kloge og bedrevidende far, den ondskabsfulde og egoistiske mormor og den optimistiske og kompromissøgende mor. Leonhardts ord og Schmidts streg klæder hinanden. Hvad hun beskriver, understreger han. Dermed bliver guldægget lidt større, mormoren med lidt spidsere læber, ruinerne og kirkerne lidt mere kedelige og udflydende og Nelson lidt mere tvær. Jeg tænker, at Nelson bøgerne kan gøre sig som oplæsningsbog, når man er færdig med Villadsbøgerne og mangler samme type bog til de lidt større børn. De fungerer også som selvstændig læsning. Ethvert barn bør kende Nelson på samme måde, som de kender Villads, Vitello og Emil. Læs “Nelson i Rom”, hvis du: mangler en god oplæsningsbog, er omkring de 8 år, skal ud at rejse. Nelson er en dejlig dreng. Ham tager jeg gerne på ferie med igen.

Bogoplevelsen 17/8/17

Vurdering. Det er en dejlig, vedkommende og sjov fortælling. Bogen er illustreret med sort/hvide tegninger i vekslende størrelser, som følger teksten, og sine steder tolker og forklarer teksten. Anbefales som appetitvækker inden ferien i Rom, eller efter ferien for at genopleve stederne, og byens hektiske stemning, som fanges fint i bogen… Anbefales bredt og varmt til alle børnebiblioteker og PLC.

Lektør 3/7 2017
Det var en fornøjelse at læse Line Leonhardt Nelson i Rom højt for mine drenge. Udover at den var nem at læse højt, var den spækket med humor for både børn og voksne. Der var passager, hvor vi alle korsede os over Nelsons uheld, og andre hvor vi heppede på, at det skulle lykkes for ham. Især i jagten efter guldægget, som helt sikkert vil inspirere alle Pokemon GO børn og voksne til nye eventyr. Læs bogen højt for dine børn, eller lad børnene læse bogen selv. Nyd de meget flotte illustrationer af Palle Schmidt og glæd dig til den næste bog i ’Kaos i familien’ serien.
14/8 2017 Bogblogger, Karen Rosenfeldt
Her får vi en historie om en familie, der takket være deres lidt for opfindsomme knægt har været utroligt mange strabadser igennem. I denne bog følger man dem på en ferie i Rom, hvor alt går galt. De voksne vil helst kigge på ruiner og gamle sten, men Nelson og lillebror vil hellere jagte æg med deres nye app på mobiltelefonen. En bog der kan få både voksne og børn fra cirka 6 år til at grine højt.
28/6 2018 Trine Færge Haurits Nielsen, Silkeborg Bibliotekerne i “Fem sikre hits til feriekufferten.”
Denne sjove bog af Line Leonhardt og Palle Schmidt om en familie i Rom, hvor alle har hver deres forventning om hvad der er fedt, er oplagt sommerlæsning. Hvor forældrene og bedsteforældrene måske mest har fokus på det kulturelle og at hygge sammen – så vil Nelson altså bare gerne være online på mobile så han kan jagte æg via en ny fed app (tænk PokemonGO). Bogen har fine farveillustrationer undervejs. Bogen er en selvstændig del af serien Kaos i familien, hvor man kan læse mere om Nelson og hans familie. Den anbefales til de 6-9 årige og er også oplagt som højtlæsning.
22/7/25 Boernelitteratur v/ Iben
Serie: KAOS I FAMILIEN.

Andre bøger i serien:

Nelson på ulvejagt

Nelson og zombiefødselsdagen

Nelsons jul

Nelsons seje psykofætter (og den sygt kedelige konfirmation)

Nelson og uge 6

Den store Nelson


Series: Kaos i familien

Copyright © 2026 · Author Pro on Genesis Framework · WordPress · Log ind