
- Publisher: Dansklærerforeningens Forlag
- Editor: Cecilie Bogh
- Available in: Paperback
- ISBN: 9788772114828
Nico, Aske, Hamit og Micki er bedste venner. Men der er sket noget med dem. Efter at Emil ikke er en del af gruppen længere, er det som om, han sidder og holder øje. Dømmer dem. Men Aske har en ide. En syg ide, som han mener vil ændre deres liv. Han har nemlig planlagt en challenge for hver af dem, som udfordrer dem lige der, hvor det gør mest ondt. Men det er farligt. Og måske får han ret i, at det ændrer deres liv.
“Jeg har tænkt over det,” siger Aske. “Vi er nødt til at blive stærkere.”
Micki ser op.
“Hvordan bliver muskler større?” Aske giver Micki en lammer. “Modstand.”
Jeg hiver begge ærmer ned over mine hænder. Det er, som om det blev efterår sådan lige med ét.
“Det her vil ændre jeres liv!” Aske skuler. “Det vil ændre alt, gutter! Vi skal være som brødre. Vi skal udfordre os selv og hinanden. Vi skal blive stærkere sammen. Som i en loge.”
Micki lægger sin mobil fra sig og ser op på Aske. Jeg kan se hans kæbemuskler arbejde. “Okay, så hvad er planen?”
Aske rejser sig. “Det får du at se i aften,” siger han med et bredt smil. “I grotten.”
Brødre er en letlæst kortroman om venskaber, udfordringer og grænser.
Bogen er skrevet sammen med Palle Schmidt og udkommer 14/11 2024
Cecilie Bogh er redaktør på bogen.
Arbejdet er støttet med midler fra Copydan tildelt af Autorkontoen.
“Jeg har tænkt over det,” siger Aske. “Vi er nødt til at blive stærkere.”
Micki ser op.
“Hvordan bliver muskler større?” Aske giver Micki en lammer. “Modstand.”
Jeg hiver begge ærmer ned over mine hænder. Det er, som om det blev efterår sådan lige med ét.
“Det her vil ændre jeres liv!” Aske skuler. “Det vil ændre alt, gutter! Vi skal være som brødre. Vi skal udfordre os selv og hinanden. Vi skal blive stærkere sammen. Som i en loge.”
Micki lægger sin mobil fra sig og ser op på Aske. Jeg kan se hans kæbemuskler arbejde. “Okay, så hvad er planen?”
Aske rejser sig. “Det får du at se i aften,” siger han med et bredt smil. “I grotten.” Sådan begynder bogen Brødre, skrevet af Line Leonhardt og Palle Schmidt. Aske, Micki, Nico og Hamit er venner. Emil har også været en del af gruppen. Det er han ikke længere, men det tales der ikke om.Aske får en god idé. Han vil styrke drengegruppen yderligere og igangsætter derfor en række prøvelser og udfordringer – farlige udfordringer, nøje udvalgt efter hver enkelts svagheder. Aske finder nemlig prøvelser, der rammer Mickis‛, Nicos‛ og Hamits største frygt. Formålet er at skabe et stærkt bånd – ægte brødre – der sætter deres venskab over alt andet. Udfordringerne er farlige og vil ændre deres liv. Men hvor går grænsen? Hvornår bliver det for farligt? Og kan man overhovedet træde ud af gruppen – og dermed slippe for udfordringerne? Men noget går galt, og drengene sættes på en reel prøve. Er de virkelig ægte brødre?Brødre er en del af bogserien Læsbar, hvor hver bog er skrevet af forskellige forfattere med udgangspunkt i emner, som unge selv har ønsket. Det gør Læsbar til en serie med temaer, der er både relevante og spændende for målgruppen. Dette tilføjer stor værdi til fortællingerne og de valgte tematikker. Brødre er en yderst velskrevet fortælling om fire drenges ønske om at høre til og stå sammen. Netop dette tema gør bogen velegnet til undervisningsbrug, da den berører venskab på godt og ondt, udfordringer og grænser. Line Leonhardt og Palle Schmidt har skabt en fortælling med mange nuancer af ungdomslivet og en letlæselig skrivestil, der gør bogen tilgængelig for læseren. Bogens længde er ideel til brug på 6.-10. klassetrin, hvor den kan indgå i både korte og mellemlange undervisningsforløb. Den egner sig også rigtig godt som selvlæsningsbog. Der findes undervisningsmateriale til bogen her. under dette link: https://dansklf.dk/broedre.Kristine Thillemann Nielsen, Bogbotten /Ibby 2/4 2025
Bogen er uhyre velskrevet i et letlæseligt sprog med temaer som er genkendelige og vedkommende for unge læsere… Anbefales på det varmeste til såvel PLC som folkebiblioteker.
Lektør 5/1 2025
“Jeg blev sådan rigtig skolebibliotekar/dansklærer glad, da jeg modtog de første tre fiktionsbøger i serien “Læsbar” fra DLF, de blev læst med glæde, anbefalet her på insta og købt hjem til skolebiblioteket. Og sørme om der ikke er kommet tre nye og ikke nok med at forsiderne igen er fine, de er stadig med den samme bløde overflade, man kan ikke lade være med at ae dem….” og “Brødre. “Er vi døde?” spørger Aske igen. Vi undgår hans blik, mumler noget som svar. “Hvorfor opfører vi os så som zombier” Når en flok drenge, har et fælles sår, er gået i stå og alfa hannen tvinger dem til hver især at se deres frygt i øjnene, sammen som brødre, så ved vi godt, at det kan ende galt. Bøgerne er modtaget fra forlaget. Tre korte fiktionsbøger, men med vedkommende og fængende indhold – om vi vil det eller ej, så bliver det sværere og sværere at få eleverne igennem murstensromanerne, jeg bliver ved at prøve, men det betyder ret meget, at jeg også kan stikke dem god litteraur i kortere udgave.”
Bogblogger, Skolebibliotekaren _Lene 24/1 2025
Brødre af Line Leonhardt og Palle Schmidt 📚 Intens ungdomsroman om sorg, venskab, tab og kampen for at finde fodfæste, når verden er ramlet sammen om en. En flok drenge i udskolingen prøver at komme videre med deres liv efter et voldsomt tab. De udfordrer hinanden til at overvinde deres største frygt. Men hvor går grænsen? Hvornår stopper legen og hvornår bliver det livsfarligt? Line Leonhardt og Palle Schmidt har sammen skrevet denne stærke og letlæste ungdomsroman i serien Læsbar fra Dansklærerforeningens forlag. Fælles for alle bøger i serien er, at de er korte, har lav lix-værdi på max. 15 og de er skrevet i samarbejde mellem dygtige forfattere og udvalgte ungekonsulenter mellem 13 og 17 år. De unge mennesker hjælper med at komme med emner, de har lyst til at læse om, og de er med i processen omkring manuskriptet, så bøgerne er så nærværende som muligt for de unge læsere. Bogen har elementer af Bjarne Reuters Zappa, Janne Tellers Intet og af alle fortællinger, hvor unge mennesker prøver at finde sig selv og overskrider deres og andres grænser undervejs. Brødre er hurtigt læst og har masser af indhold til undervisning eller bare helt almindelig refleksion over livet.
Bogblogger, Fenjas Corner 26/1 2025
“I bogen Brødre af Line Leonhardt og Palle Schmidt bliver en drengegruppe sat på prøve. Efter en ulykke har Nico, Hamit, Micki og Aske svært ved rigtigt at tale sammen. For at genopbygge deres venskab foreslår Aske, at de hver skal gennemføre en personlig challenge som et bevis på deres venskab til hinanden. Udfordringerne tager udgangspunkt i deres største frygt, og alle bliver pressede til det yderste. Hvor langt vil man gå for venskabets skyld? Dette er afgørende spørgsmål i bogen Brødre, der også udforsker komplekse temaer som gruppepres, frygt og sorg.” og “Med dette potentiale kan bøgerne i LÆSBAR ikke blot bidrage til at fremme læselysten blandt unge, men også fungerer som et stærkt pædagogisk værktøj, der giver plads til både faglig udvikling og personlig vækst.”
Kandidatstuderende i Litteraturhistorie i Aarhus universitet, Anne Tarp i tidsskriftet, DANSK marts 2025 #1
Mathilde har læst Brødre af Line Leonhardt og Palle Schmidt i serien LÆSBAR📚 Læs Mathildes anmeldelse her:
”Jeg har læst bogen “Brødre” af Line Leonhardt og Palle Schmidt fra Dansklærerforeningens forlag i serien Læsbar. Jeg kan rigtig godt lide den her bog, da den er rimelig nem at komme igennem, og man forstår det, der bliver skrevet i bogen. Jeg er selv ordblind, men vil stadig sige, at man godt ville kunne læse den her bog, da den ikke er så svær. Bogen handler om en drengegruppe på 4. En af dem får den “gode” idé, at de skal blive “rigtige” brødre, men først når man har gjort en udfordring. Og det er at se sin største frygt i øjnene. Bogen er meget spændende, man får lyst til at læse, hvad den næste udfordring bliver for den næste. Der ligger også noget dybt i det for den her drengegruppe. De har haft noget af en fortid. Bogen kan også læses af piger selvom den handler om en drengegruppe, det er selve historien, der er det vigtigste.“
Mathilde, 15 år, Citat set på Dansklærerforeningens Instagram d. 6/3 2025.