
- Publisher: Bach & Co
- Editor: Christian Bach
- Available in: Hardback
- ISBN: 9788785406217
Leo er kendt som den modige. Den, alle ser op til. Den, der går forrest og klarer det hele selv.
Men da han en morgen fornemmer, at der er fare på færde, sker der noget nyt. Kroppen vil ikke, som den plejer. Frygten tager over, og for første gang kan han ikke klare det alene. Skal han leve op til rollen som den modige – eller måske gøre noget, han aldrig har gjort før: bede om hjælp? Den modige løve er en illustreret fortælling om forventninger, fællesskab og om, at mod ikke altid handler om at være stærk og frygtløs. Teksten udspiller sig i en løveflok på savannen, mens illustrationerne i et kontrapunktisk samspil flytter fortællingen til en genkendelig børneverden. Sammen åbner tekst og billeder for flere lag i historien – og for samtaler om roller, pres og mod.
Den modige løve er en del af den litterære serie BLIK, der består af stærke, selvstændige værker for læsere i alderen 9-12 år. Hver bog i serien forener tekst og illustration i en form, der er overskuelig uden at være enkel. BLIK giver plads til sanselige fortællinger, store spørgsmål og stærke læseoplevelser i et koncentreret udtryk, der inviterer til fordybelse, samtale og genlæsning.
Fortællingen rummer relevant samtalestof om, at intet menneske er en ø og om at være modig og selvsikker, men samtidig have brug for hjælp og sin flok.
Lektørudtalelse fra bibliotekar, Christine Christensen, 3/7 2026
“Hver morgen, før de andre løver vågnede, luntede Leo, den modige løve, ned til søen og drak lidt vand. Han kunne godt lide at være den første. At finde det helt rigtige vandhul og have styr på situationen, inden de andre løver vågnede.” Sådan indledes billedbogen her med Line Leonhardts tekst. Rasmus Meisler står for illustrationerne, og her ser man en ung dreng, der går fløjtende hen til en vandpost for at fylde sin drikkedunk. I baggrunden kan man se en skolebygning. Sådan er det hele vejen gennem bogen her: Der er en “løve-fortælling” i teksten, mens billedsiden viser drengen Leo, der har sine kampe i skolegården. Der er således ingen symmetri mellem billede og tekst. De fortæller hver sin historie, der dog følger samme spor. Det er fortællingen om, at man nok kan være en leder, der går foran i flokken, men man har også brug for sine venner. Det er en fremragende fortælling om moral, venskab, pligt og ansvar – fortalt helt stilfærdigt, mens man følger Leo og løven i dagens kampe. Det er helt som hunløven siger: “Nogle gange er man modig. Nogle gange er man ikke. Det største mod er at bede om hjælp, når man er i fare.” Illustrator Rasmus Meisler formår at gengive drengen Leos følelser i mange forskellige ansigtsudtryk. Og Line Leonhardt (godt navn, når man står bag en “løvebog”) fortæller stilfærdigt om mod og moral. Der er masser af fortolkningspotentiale i denne lille billedroman, der er en del af serien “BLIK”, der er korte, illustrerede værker for læsere i alderen 9 – 12 år.
Bodil Christensen, Bogbotten 10/8 2026
Get @reshare_app • @bogoplevelsen “Hver morgen, før de andre løver vågnede luntede Leo, den modige løve, men til søen og drak lidt vand. Han kunne godt lide at være den første.” 🦁
Leo er legepladsens ubestridte hanløve. Han styrer og regerer. Han holder øje og orden. Men en dag bliver det for meget med jægerne selv for Leo, og han må kalde på hjælp fra resten af flokken. Heldigvis kommer de, for sammen er de stærkest… 🦁 Line Leonhardt og Rasmus Meislers billedroman “Den modige løve” er skoleeksemplet på en ekspanderende billedbog. Leonhardts tekst fortæller om en løve på en savanne, mens Meislers illustrationer placerer fortællingen på en legeplads. Samspillet formidler den klassiske fortælling om en skolegård, hvor de små lider under de stores forgodtbefindende. 🦁 Historie formidles gennem en tydelig brug af samspillet mellem tekst og billede, uden det fremstår overgjort. Historien har en nerve og en intensitet, som holder spændingen gennem hele vejen.
Meisler har en undtryksfuld, vedkommende og overraskende pen, mens Leonhardts tone er munter og barnlig. Samspillet giver en fed, gennemarbejdet og veludført bog, som kan bruges i undervisningen. Eleverne vil kende situationen både på legepladsen og på savannen, hvilket vil åbne for gode litterære samtaler – både om det konkrete og det overførte plan. 🦁 Anbefales varmt til undervisningen i 3.-4. Klasse. 🦁🦁🦁 Bogen er tilsendt af forlaget 🦁🦁🦁Bogoplevelsen, 14/8 2026
« Hver morgen, før de andre løver vågnede luntede Leo, den modige løve, ned til søen og drak lidt vand. Han kunne godt lide at være den første. » P R Æ M I S ✨ Leo, den modige løve, er ikke bange for nogen eller noget – han kan klare alt. Men nogle gange handler det største mod om at bede andre om hjælp. T A N K E R om bogen 💭 Den modige løve var en fin læseoplevelse, men for mig er det helt klart en bog, der for alvor folder sig ud, når man tager den med ind i klasselokalet. For her er der virkelig noget at gå på opdagelse i. Teksten fortæller én historie om Leo og livet på savannen, mens Rasmus Meislers illustrationer forgår på legepladsen. De to spor spiller sammen, udfordrer hinanden og giver mulighed for at tale om både det, der står skrevet, og alt det, billederne fortæller mellem linjerne. Samtidig gemmer der sig en genkendelig fortælling om hierarkier og fællesskaber, om de store og de små, og om at opdage, at mod ikke nødvendigvis handler om at kunne klare alting selv. Nogle gange er det modigste faktisk at råbe på hjælp. Til klassen, der skal arbejde med samspillet mellem tekst og illustrationer – og tale om mod, magt, fællesskab og det at have brug for sin flok. 🦁📚 Anmeldereksemplar modtaget fra @bachogco ❤️
Bogblogger / bibliotekar, Julie Ottosen 25/8 2026
Jeg er begejstret! For bogen Den modige løve af Line Leonhardt og Rasmus Meisler – og ikke minde t for alt det, den kan sætte i gang i litteraturundervisningen på mellemtrinnet. For her er virkelig noget at gå på opdagelse i. Bogen kan kategoriseres som et kontrapunktisk billedværk, forstået derved, at verbaltekst og billedside fortæller hver sin historie. Tematisk følger de to handlingsspor hinanden, men hvor verbalteksten fortæller om livet på savannen blandt løver, fortæller billederne om livet i en børnegruppe, og den udspiller sig i en skolegård/på en legeplads el. lign. Der kredses tematisk om mod og fællesskab, og man finder ud af, at mod kan være mange ting – og at fællesskabet er nødvendigt.
Relevante og genkendelige temaer, de fleste elever kan spejle sig i. Jeg har netop uploadet et forløb til 3.-5. klasse. Som altid med masser af undersøgende, legende og kreative aktiviteter. Denne gang skal eleverne bl.a. lege, tegne, skrive, spille spil, bruge kroppen, vælge deres totemdyr og udtrykke sig om det – og til sidst samle det hele i en hjemmelavet bog om bogen. Jeg håber virkelig, at Den modige løve finder vej til mange dansktimer. Den fortjener det. God weekend til alle.
Trine May, på Mayeriet, 28/8 2026
Øj hvor er jeg vild med “Den modige løve”. Den tager skolegårdslivet op på den fineste måde. Leo er den modigste – han kan altid hjælpe og klare ærterne. Lige indtil han ikke kan. “Den modige løve” får brug for hjælp. Og noget af det modigste man kan gøre er at bede om lige præcis det. Det er en virkelig god fortælling om fællesskab, venskab og mod. For nogle gange er det modigt at læne sig ind i fællesskabet. Illustrationerne viser en anden fortælling og giver anledning til at tale om hvad man kan gøre i et illustreret værk ved at bruge ord og billeder på forskellige måder. Nogle gange fortæller illustrationerne med på historien og nogle gange fortæller de deres helt egen version. Det er vigtige samtaler at have med børn. Hvad kan vi bruge den billedlige fortælling til? Hvilke historier kan vi skabe ved at bruge dem aktivt?
Bogblogger, Bibliotekat 14/9 2026