Historierne i DEN STORE NELSON kan læses i fri rækkefølge, som højtlæsning eller læs selv. For børn og deres familier fra 5 år og opefter.
DEN STORE NELSON samler alle de kendte historier om Nelson og hans skøre familie samt en helt ny historie samlet i én lækker hardcover-udgave på 334 sider i stort format
De fem historier er: Nelson på ulvejagt, Nelson og zombiefødselsdagen, Nelsons jul, Nelson i Rom og den nye historie:Nelsons seje psykofætter (og den sygt kedelige konfirmation).
Forfattere: Palle Schmidt & Line Leonhardt. Illustrator: Palle Schmidt
Den store Nelson er en sjov samling af historier til alle, der er vilde med Villads fra Valby og mangler nye bøger til højtlæsning.
Bogen indeholder fem historier og det er ikke så lidt, familien kommer igennem.Vi kommer med på ulvejagt i et badeland, mens mor får madforgiftning, lillebror slår hul i hovedet og farfar drikker en masse øl med stedets maskot. Og hvorfor er det, man siger “tissekonen er ren”, når man taber noget mad og skynder sig at samle det op igen for at spise det?
Nelson holder fødselsdag, men glemmer lige at fortælle sine forældre, at han har inviteret klassen til zombiefødselsdag, så udklædte børn hærger hele huset.
Julen, hvor alt går galt; anden bliver branket, juletræet går op i flammer og hele familien er angrebet af lus. Til gengæld sner det, så gæsterne hverken kan komme til eller fra huset. Det bliver en mindeværdig jul.
Påskeferien bliver brugt i Rom, der er stor, larmende, varm og helt perfekt til at blive væk i. Til gengæld er alle bygningerne gået i stykker og isen er alt for dyr. Men mon ikke man kan fange guldæg ude på taget af katedralen? Selvom man vist ikke må gå derud. Måske fortryder mormor og morfar, at de inviterede Nelsons familie med?
Familien skal til konfirmation i Jylland og det er virkeligt kedeligt. Der er taler og sange hele tiden og man må ikke rejse sig fra bordet for at lege. Heldigvis er der en stor fætter, der er god til at finde på ting. Også selvom det betyder, at man snubler i en kokasse i sit fine tøj og at man kommer til at låne sin mors læbestift for at lave graffiti på toilettet. Og det store spørgsmål: Hvor gammel skal man være, for at få sin egen øgle?
Bogen er sjov, så som voksen er man også underholdt, når man læser den. Børn, der er vant til at læse selv, kan også sagtens hygge sig alene med bogen.
Palle Schmidts tegninger illustrerer de sjove situationer, og tilsammen har de to forfattere skabt et sjovt og genkendeligt univers.Fenjas corner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ på Goodreads 23/9 2023
„Det er en virkelig sjov samling til oplæsning illustreret med nogle skægge tegninger, der fint illustrerer det skørt kaotiske liv i familien til højtider og på ferier.‟ „Anbefales varmt til børnebiblioteker og PLC.‟
Lektør 14/8 2019
Historierne om Nelson er ikke alle nye, men de er nu samlet i en bog. For mig er det dog et nyt bekendskab, og jeg er glad for, at jeg har lært Nelson at kende” og “Midt i al det kaotiske fremstår familien varm og rummelig og jeg nød at være i deres selskab. Bogen egner sig til højtlæsning for de 6-10 årige, og mange forældre vil helt sikkert kunne grine med undervejs.
Vi anbefaler for børn, Ringkøbing-Skjern bibliotekerne. Anmelder, Helle Thomsen 24/9 2019
Historierne er sjove, og det er oplagt højtæsningsmateriale for de 5-10-årlige. Den voksne vil klukke sig gennem historien med barnet… Der er Emil, Vitello, Villads og så er der Nelson.
Bogoplevelsen 16/10 2019
I Den store Nelson har Line Leonhardt & Palle Schmidt samlet de fire første Nelson-bøger og en helt ny historie i en kæmpe bog, som indeholder timevis af gode fortællinger. Det, der kendetegner alle Nelson-historierne, er, at de er fyldt med humor for både børn og voksne, hvilket gør læseoplevelsen helt igennem fantastisk.
Bogblogger.dk 17/10 2019
Den store Nelson af Line Leonhardt & Palle Schmidt er en bog, som burde være fast inventar på boghylden derhjemme. Så enkelt er det! – Fire stjerner.
Eva Lucia 14/11 2019
Hvis ungerne er vilde med “Villads” og “Vitello”-serierne, så kan I roligt kaste jer over Nelson! ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️/6
Line Dalbro / Mine forestillinger i Paradis, Bogblog 5/1 2019
Nelson er et fint bekendtskab. Hans familie er også et godt bekendtskab. Det er et godt valg til oplæsningsbog; ikke mindst fordi, der er masser af dialog, hvor man kan få lov at lægge stemme til de forskellige karakterer. Replikkerne er helt rene fra en hverdag i mange familier, og så er der en humoristisk tone, der også kan give den voksne oplæser en glæde ved højtlæsningen.
Nelson er ti år. Han kan leve længe endnu.
7/2 2020, Bogbotten
Vi er mange, der er vokset med historierne om „Gummi Tarzan‟, „Lille Virgil‟ og „Hodja fra Pjort‟ og alle de andre historier af Ole Lund Kirkegaard. Nu er vi voksne, forældre og vil gerne give glæden ved gode historier og højtlæsning videre. Men hvad findes der af nyere bøger, som minder om de gode gamle klassikere i humor og fortællestil?
„Kan du anbefale nogle gode højtlæsningsbøger til en bogglad 5 årig dreng?‟, spurgte en mor i går på børnebiblioteket. Drengen elskede at få læst højt, og var ret dygtig til både at koncentrere sig og lytte efter. De havde både læst klassikere af Ole Lund Kirkegaard og gode billedbøger, men nu manglede de ny inspiration. Højtlæsningsbøgerne måtte stadig ikke blive for lange, og hvordan fandt man egentlig de billedbøger, som ikke var for korte eller barnlige?Vi har samlet en liste med blandet godt til de 5-6 årige. Her er både billedbøger og kortere kapitelbøger. Det er timevis af hygge og kvalitetstid i bogform.
Der er mange gode argumenter for højtlæsning. Det styrker sproget, empatien og de kognitive evner hos dit barn og visse undersøgelser peger også på, at en daglig højtlæsning svarer til så og så mange ekstra dansktimer om ugen henne i skolen. Men det allerbedste og nemmeste argument for højtlæsning er, at det er NÆRVÆR! Mellem dig og dit barn. Vi har samlet vores yndlings-højtlæsningsbøger til børnene fra storbørnsgruppen og ind i indskolingen. Det vil sige fra godt 5 år og frem til 8 år. Det er en blanding af sjove, sære, skøre, smukke og spændende bøger.
Dorthe anbefaler denne måneds bøger under temaet ”Livet med familie”. Historier som handler om alt det sjove og dumme som alle kender og som ofte er præmissen for at være en del af en familie. Det er efterår, og det er lig med gåture i skoven, varm kakao, hygge og højtlæsning.
Vi har samlet en liste med skønne højtlæsningsbøger til efteråret. Her er både sjove bøger, lidt kortere bøger til de mindre børn, fantasybøger, eventyrbøger og de lidt længere og mere krævende bøger til de store børn, som også vil nyde at blive læst højt for.
Læs om alle bøgerne her i serien KAOS I FAMILIEN:
Nelson og den seje psykofætter (og den sygt kedelige konfirmation)