- Publisher: Gyldendal Uddannelse
- Editor: Cecilie Bogh
- ISBN: 978-87-02-3037-28
- Published: 10/08/2020
“Ludvig bærer den tunge rampe op fra kælderen. ”Nu har vores skole også sin egen rampe,” smiler han og ser over mod Leo. ”Prøv, hvis du tør?”
Leo trækker sin hue lidt ned i panden og hopper op på skateboardet. Han styrer direkte mod rampen. Ludvig smiler.
BANG! GRASH!
”For F@**%#!” Leo stønner og roder rundt på jorden.
Uma kommer til at grine. Så griner Holly også. Og de andre. Ludvig griner højest.”
Leo er ny i klassen, men Ludvig er allerede virkelig træt af ham. De bliver ikke de bedste venner. I stedet bliver det en kamp, der næsten kun kan ende galt. Og det gør det også.
Børnebogsforfatter Line Leonhardt og tegneserietegner, illustrator og forfatter Palle Schmidt har, både sammen og hver for sig, et imponerende forfatterskab bag sig. Her er det lykkedes dem at skabe en hyldende sjov og handlingsmættet page-turner med masser af tju-bang og humoristiske illustrationer på hver eneste side.
Find gratis læseforståelsesopgaver under fanen ”Ekstramaterialer” på Gyldendal Uddannelses hjemmeside.
“Superhumoristisk historie med rigtig meget fart og action. Sammen med det tegneserieagtige udtryk gør det, at den nok skal blive populær, især for børn som ikke gider læse for mange beskrivelser og om følelser” , “Køb den, gerne to, den er virkelig sjov!” , “Anbefales både til PLC og folkebibliotek.”Lektør 14/9 2020
“Der er fuld action på scenerne, der er skrupskøre, men de kunne sagtens finde sted på en helt almindelig skole i Danmark. Hvis man lægger lidt til hist og pist. Måske ikke lige den del med at brænde skolen ned. Men deres indbyrdes kampe og de forskellige personligheder i klassen er også som taget ud af en virkelig 5. klasse. I de tre bøger oplever vi Ludvig og Leo og deres klassekammerater i forskellige situationer. De fejrer Ludvigs fødselsdag, med en kagemand der ender ude i skolegården, mens Ludvig kører på Leos skateboard ned ad skolens trapper og Leo kravler rundt på skolens tag. De tager på lejrskole og skal overleve i den vilde natur, lære at tænde bål med tis og flambere snobrød med husholdningssprit. Og de bruger en lørdag på skolen med besøg af et tv-hold, der skal optage Den Store Mesterkok. De skulle nok have valgt en anden klasse til deres tv-show. Sproget er let og flydende og bøgerne taler til unge læsere, der er til skæg og ballade og historier om, hvad der sker, hvis man ikke er helt gode venner. Bøgerne er fyldt med humoristiske illustrationer, platte forfatterkommentarer og overflødige quizzer, der tilsammen gør bøgerne sjove og tiltalende. Jeg trak på smilebåndet flere gange og børn, der er til tossede historier, der ender med store ulykker, kan godt glæde sig. Stor anbefaling til børn omkring 5. klasse.”Fenjas corner 13/9 2023Lydbogen er indlæst af Thomas Knuth-Winterfeldt