• Skip til indhold
  • Skip to secondary navigation

Line Leonhardt

Forfatter Line Leonhardt

  • Om mig
  • CV
  • Workshops
  • LØVEHJERTE
  • Anmeldelser
  • Anbefalinger
  • Presse
  • Downloads
  • Linkedin
  • Facebook

Skildpadden der ville bestige Mount Everest

By Line Leonhardt

Skildpadden der ville bestige Mount Everest
  • Publisher: Forlaget Calibat
  • ISBN: 9788793728028
Køb bogen herKøb som e-bog herLån e-bogen her

Det kan godt være, Sebastian bare er en lille skildpadde med korte ben, men han vil bestige verdens højeste bjerg alligevel!

Han kæmper sig op ad det stejle bjerg, og bag hvert sving lurer skræmmende dyr. Sure yakokser, sultne sneleoparder og bidske, røde pandaer.

Men hvorfor skal han egentlig bestige Mount Everest? Er det for sin egen skyld eller til ære for Bedstefar?

… Skildpadden der ville bestige Mount Everest” der er en tænksom og tankevækkende historie til hele året… Line Leonhardt pjatter ikke. Det er alvor, når små menneskebørn og dyr påtager sig umulige opgaver. Sebastian ved ikke hvorfor han gør det, men han ved, at han skal. Derfor bliver billedhistorien til et tidløst eventyr med alvor og morale… Det er et hyggeligt bekendtskab med en lille fyr som vil frem og op. Og som bekendt vinder skildpadden i sidste ende. Det ved vi fra eventyrene.

💛💛💛💛 hjerter fra Steffen Larsen i Politiken d. 5/11/18

⭐⭐⭐⭐ stjerner fra bogblogger, Line Dalbro 30/10/18

Sebastians bedstefar er lige død. Inden han døde fortalte han Sebastian at der var én ting han fortrød, han aldrig fik gjort: at bestige Mount Everest. Nu tænker du sikkert, at det kan skildpadder da slet ikke. Og netop den tanke får Sebastian også, men han lytter også til sin bedstefars gode råd: man kan, hvad man vil! Sebastian beslutter sig selvfølgelig for at prøve det råd af i praksis, og hvilken bedre måde, end at bestige Mount Everest – både for sin bedstefar og for at vise at skildpadder altså godt kan bestige bjerge, når blot de sætter den ene fod foran den anden. Undervejs må Sebastian klare forskellige prøvelser og skræmmende dyr. Heldigvis er han en sej skildpadde og han giver ikke sådan op. Historien har et eventyrligt præg, med sin hjem-ude-hjem-tematik og hele betragtningen af at kunne klare alt hvad man sætter sig for, hvis blot man vil. Teksten passer fint til illustrationerne, der er flotte og farverige. Måske er jeg for pragmatisk, men jeg synes historien falder lidt til jorden med den bjergbestigende skildpadde. Selve tanken er god nok og pointen med at tage ét skridt af gangen er også veludført. Hvis du trænger til en hyggelig billedbog, der giver stof til samtale og eftertanke – for hvor meget kan vi egentlig selv som mennesker? – så er det her et godt bud på en bog du kan læse. Hvis du bliver hooked på Lines skrivestil, har hun heldigvis skrevet meget mere man kan give sig i kast med!

Billedbog med mange kvaliteter. Sebastians bedstefar er syg og mæt af dage. Fra sin sygeseng fortæller han Sebastian, at det eneste han fortryder han ikke nåede i sit liv, var at bestige Mount Everest. Sebastian beslutter sig for, at han selv vil bestige det bjerg, og gøre sin bedstefar stolt. Selvom han blot er en lille skildpadde med korte ben. Og selvom han har højdeskræk. Og er mørkeræd. Bedstefar sagde, at man kan hvad man vil. Sebastian pakker sin rygsæk, siger farvel til sin mor og far og tager så af sted. På vejen møder han mange andre dyr. Nogle af dem hjælper ham, andre griner af ham, når han fortæller dem, at han er på vej til Mount Everests top. Alle fortæller de ham, at det er en umulig opgave han har stillet sig selv. For en skildpadde kan ikke bestige verdens højeste bjerg. Turen byder på mange strabadser, og Sebastian er lige ved at give op. Men han tvinger sig selv til at fortsætte. Et skridt ad gangen.Hvad skal en skildpadde på Mount Everest? Og hvad er meningen med at sætte alt ind på at bestige det bjerg?Den rørende historie er sammen med de fantastiske, udtryksfulde billeder både helstøbt og velfortalt. Billederne og teksten er af og til skræmmende, og døden nævnes mere end en gang. Så det er en god ide at læse bogen sammen med en voksen. Og det er en af de bøger man som voksen vil have fornøjelse af at læse op fra. Fra fem år og op.

Bogvægten anmeldt af Maibritt Lindblad 10/10/18

Den sødeste historie om en skildpadde, der vil gøre det umulige.
Undervejs er han ved at give op, men han når sit mål og forstår gaven fra sin bedstefar: Man kan hvad man vil, man skal bare tage et skridt ad gangen.

⭐⭐⭐⭐⭐ stjerner fra Helle Wittrup på Goodreads 20/9 2024

Bogen er illustreret af Thomas Hjorthaab.


Copyright © 2026 · Author Pro on Genesis Framework · WordPress · Log ind